HH Ferries Group øgede sin andel af personbilstrafikken i 1. kvartal 2018

Scandlines Helsingør-Helsingborg fortsatte den positive udvikling og skabte i 1. kvartal 2018 fornyet fremgang i antallet af overførte personbiler, hvilket samtidig betød, at overfarten øgede sin markedsandel af personbilstrafikken på Øresund. Udvidelsen af færgen Hamlets sejlplan fra 1. december 2017 medførte større kapacitet, som allerede i 1. kvartal var tæt på at blive fuldt udnyttet af kunderne.

”Vores mange initiativer for at kombinere punktlighed med gode serviceoplevelser på Helsingør-Helsingborg er blevet godt modtaget af vores kunder. Den øgede opmærksomhed har i årets første kvartal medvirket til, at vi for første gang i længere tid har fremgang i antallet af personbiler på overfarten. Og der er ikke blot tale om vækst i antal overførte personbiler – fremgangen dækker også over, at Scandlines Helsingør-Helsingborg i kvartalet vinder markedsandele på personbilstrafikken over Øresund, hvilket er meget tilfredsstillende,” siger Johan Röstin, administrerende direktør i HH Ferries AB.

HH Ferries Group har søsat flere initiativer for at styrke og forbedre tilbuddet til sine kundegrupper. Udover at øge kapaciteten på ruten har en fortsat udbredelse af AutoBizz Smart-løsningen medvirket til at styrke opfattelsen af overfarten som en flydende bro mellem de to nordiske lande. Senest er et nyt og ambitiøst spise- og mødested – LAT56° Bistrobar – på færgen Hamlet blevet lanceret med succes.

”Vi har ramt helt rigtigt med LAT56° Bistrobar på Hamlet. Restauranten med Øresunds bedste udsigt er blevet meget fint modtaget af mange privatkunder – både danske og svenske. Restauranten skaber nyt liv og tiltrækker nye og flere kunder. Det bekræfter os i, at vi på mange måder kan være en integreret del af regionens liv, både når det gælder sikker trafikforbindelse, og når familie og venner vil have gode oplevelser med hinanden,” siger Johan Röstin.

Læs mere