Væksten i godstrafikken fortsatte i 3. kvartal

I 3. kvartal 2017 fortsatte væksten i godstrafikken på Scandlines Helsingør-Helsingborg, og på trods af et mindre fald i antallet af personbiler medførte den stigende godstrafik en øget kapacitetsudnyttelse på overfartens færger. Ledelsen besluttede derfor at øge kapaciteten ved at udvide færgen Hamlets sejlplan med fem timer per døgn.

”Den fortsatte stigning i godstrafikken er et godt udtryk for, hvilken rolle vores flydende bro spiller for samhandelen i regionen. Det er et bevis på, at vores fragtkunder sætter pris på den præcision og pålidelighed, vi kan tilbyde. Samtidig har den øgede lastbilstrafik kompenseret for den let afdæmpede personbils- og bustrafik, som sommermånederne bød på,” siger Johan Röstin, administrerende direktør i HH Ferries AB.

For at imødekomme efterspørgslen fra både professionelle og private kunder har ledelsen besluttet at øge kapaciteten på ruten ved fra 1. december at udvide Hamlets sejlplan med 5 timer i døgnet. Udvidelsen vil gøre det muligt at overføre yderligere 40.000 lastbiler årligt.

”Ved at levere gode serviceoplevelser og punktlighed til vores mange kunder vil vi fortsætte den positive udvikling af virksomheden. Vi har i oktober fået de sidste myndighedsgodkendelser til Tycho Brahes ladestationer, og færgen sejler derfor allerede nu både i batteri- og hybrid-drift, mens der foretages tilpasninger af ladeprocedurerne. Planen er uændret, at også Aurora indsættes i batteridrift inden årets udgang, så verdens to største batteridrevne færger inden nytår vil sejle på Øresund til glæde for vores kunder og miljøet i hele regionen,” siger Johan Röstin.

Læs mere